fredag den 2. januar 2009

Ukendt fremtid...

Så har vi igen passeret et nytår og denne gang peger pilen på 2009. Det er også blevet tid til refleksion og eftertanke over både det gamle såvel som det nye år. Det der har slået mig, og som for nogen måske kan forekomme en anelse banalt er, at fremtiden er lige ukendt uanset om vi befinder os i Danmark eller et andet sted på kloden. Ja, enhver ny dag er ukendt fremtid. For den bekymrede vil refleksionen måske afstedkomme en frygt for, hvad morgendagen nu vil bringe. For levemanden, vil den nye dag/ det nye år være ubenyttet potentialitet. Ind i denne diskussion kaster bibelen et interessant lys. Jesus siger, at vi ikke skal bekymre os om dagen i morgen for hver dag har nok i sin plage; og er det ikke Jakob, der i sit brev skriver om, hvor lidt det kan betale sig at gøre sig for mange spekultationer om fremtiden, for livet kan pludseligt få ende... Det handler altså om at leve i nuet og i troen på, at være i Guds hænder. - Det var så den kristeligt religiøse refleksion...